Doug Marman, Farzad Khalvati, Mitra Shafaei
(Oversat til dansk af Kim Lessel)

Denne bog løfter sløret for en hemmelighed, der har været skjult i over 700 år.

Bag den poesi, som Rumi skabte af kærlighed til sin lærer, Shams af Tabriz, ligger en dyb åndelig lære. Millioner er tiltrukket af skønheden i Rumis skrifter, men digtene bliver sjældent bragt i deres helhed, fordi de er så svære at forstå. De fleste opfatter dem som spontane udtryk for kærlighed og åndelig ekstase, der synes at springe fra det ene øjeblik til det næste.

Der er imidlertid en tråd, der væver disse øjeblikke ind til et samlet klæde. Hvert enkelt digt deler en intens lektion om en åndelig lære, der kun kan ses med kærlighedens øjne.  

ISBN 9781956953008
326 sider / DKK 190,-

For salg til skandinaviske lande, klik her

Uddrag fra,  Rumis Skjulte Lære:

Introduktion

Forestil dig at arbejde sammen med andre om at oversætte nogle af Rumis digte, der er meget lidt kendt i Vesten, men berømt blandt den persisktalende befolkning. Du håber, på engelsk (og her på dansk) at indfange den dybe betydning, du fornemmer der gemmer sig i Rumis digte, samtidig med at du holder dig så tæt som muligt til de farsi-termer og fraser, Rumi bruger. Du spekulerer på, om det overhovedet er muligt at bevare Rumis subtilitet og skønhed.

Du starter med et digt, som ofte er blevet citeret for nogle få linjer, der i sandhed er slående i deres dybde af længsel efter kærlighed, men resten af versene er svære at følge. Du er ikke sikker på om de vers du kan lide, overhovedet relaterer til de andre på en sammenhængende måde. De kunne være intet andet end spontane udgydelser fra en ekstatisk mystiker, sådan som mange mener.

Når du imidlertid begynder at arbejde med digtet, opdager du forfinede spor, der indikerer et andet niveau af mening. I starten er det kun et afsnit, der springer i øjnene på den måde.

Men når du giver dig til at overveje de mindre almindelige betydninger af nogle af ordene, især brugen af visse “gammel-farsi” termer, ser du pludselig et puslespil falde på plads. Et nyt billede bliver åbenbaret, som er dybere og mere bevægende.

For dig, som elsker Rumis poesi, er dette som at finde en perle, der har været begravet under overfladen i århundreder. Som et berømt maleri af en af mestrene, der lige er blevet bragt tilbage til dets originale storhed, ser du nu det fulde spektrum af farver, sådan som det var meningen, at de skulle ses. 

Du oplever så det samme ske med det næste digt, og det tredje og det fjerde. Du forstår snart, at det du gør, er at afdække en skat, og spændingen ved jagten stiger, mens du søger efter mere.

Men så begynder igen noget nyt at ske. Digtene du valgte, bliver personlige. De synes at tale direkte til dig og dit liv. Sammenfaldene fortsætter med at vokse, indtil din opfattelse en dag skifter. Disse digte har forandret dig. De har forandret dit forhold til livet.

Du føler det, i en eller anden forstand, som om du nu er på talefod med Kærligheden selv. Som om du, på en eller anden måde, lærer et nyt sprog af Rumis digte på en så personlig måde, at du nu afslører skjulte perler i andre og i dig selv.

Hvordan er det muligt at dette føles så personligt? Hvorfor ville det at afdække en længe begravet skat i Rumis poesi, lede til at se mulighederne i relationer på en så anderledes måde? Du føler det, som om du lægger det normale bag dig, og træder ind i en erfaring, som sindet ikke kan fatte. Det er her styrken i Rumis poesi rammer dig. Det er personligt. Livet taler virkelig til dig. Og det var præcis Rumis intention.

Det var hvad oversættelsen af Rumis digte føltes som, for os alle tre. Det havde været et eventyr. Samtidig har det gjort os ydmyge. Men det tog også lang tid for alle brikkerne at falde på plads, sådan at dette kunne ske.

Førend vi kunne opfange sporene i Rumis digte, tilbragte hver enkelt af os mere end femogtredive år med at læse Rumis tekster. Farzad og Mitra læste begge hans digte på Farsi mens de voksede op, mens jeg, Doug, var nødt til at søge efter de bedste af de engelske oversættelser, jeg kunne finde.

Uafhængigt af hinanden, og gennem mange år, var vi hver især i gang med at studere Rumis diskurser (Fihe-ma-fih), og hans Masnavi digte. Der var, uheldigvis, få gode oversættelser af Rumis Divan-e-Shams, som indeholder de dybeste lag af hans lære, så jeg var nødt til at vente på, at Farzad og Mitra kunne deltage, før jeg kunne se disse digtes finesser.

Vi lærte også hver især undervejs over mange årtier, Sufismens historie og nogle af dens største lærere at kende. Det var vigtigt i forhold til at hjælpe os med at sætte nogle af Rumis digte ind i en sammenhæng. Farzad fik denne information på første hånd fra sin familie, som længe havde været forbundet med sufier. Hans oldemors bror, kendt som Hazrat Baba Khalvati, var sufi Mester.

Der har også været andre åndelige retninger, der har behandlet Rumi som en Mester, og deres indsigt hjalp os i vores træning. For eksempel stødte vi hver især, uafhængigt af hinanden, ind i det skrevne arbejde af Paul Twitchell, som var en stor beundrer af Rumi og Shams af Tabriz, Rumis lærer. Mange Sant Mat og Radhasoami lærere har også fremhævet Rumi som en “Sat Guru”, hvilket er deres term for en sand helgen. Når man ser Rumi ud fra sufi og muslimske perspektiver, viser det i hvor høj grad Rumi så sig selv på en vej, der går hinsides alle traditioner. Det han lærte af Shams, var ikke en fast doktrin men en levende vej, der åbenbarer sig selv for dem, som føler sig draget til at finde den, uanset hvor de er kommet fra.

Den måde denne lære åbenbarer sig på, er hvad Rumi giver videre i sine skrifter. Han viser, hvordan man finder og følger denne vej til dens kilde.

Vi havde behov for alle disse erfaringer og denne træning, sammen med mange gode bøger skrevet af dem som har studeret Rumis liv, til at forberede os på udfordringen fra Rumis digte i Divan-e-Shams. Så da vi endelig satte os sammen, så vi, at hver af os bragte noget forskelligt til opgaven med at oversætte Rumis digte til engelsk. Dette udløste den særlige synergi, der kommer af at arbejde sammen og samarbejde om noget, man elsker.

Vi startede med nogle af Rumis digte, som både Farzad og Mitra længe havde kendt og elsket på deres originale Farsi. De følte den åndelige dybde i poesien, og de ønskede at skabe gode engelske oversættelser som andre kunne nyde.

Imidlertid, efterhånden, som vi oversatte ordene, dukkede en dybere historie op.

Farzad og Mitra var begge lamslåede. De sagde: “Ingen har set dette før”.  Det var som om et andet maleri gemte sig under lærredet. Dette tilføjede lag gav digtene en bemærkelsesværdig ny dimension og forståelse af, hvad Rumi sagde. Men de følelser, som de fra begyndelsen fornemmede i digtene, var fuldstændig i overensstemmelse med denne nye historie.

For eksempel: I et af vores første digte – det, som Farzad og Mitra begge elskede – var oplevelsen, hvor ubegribeligt det var, og alligevel efterlod det dem med en fornemmelse af, at der var en dybere sandhed i denne følelse. Ikke at være i stand til se, hvad der gemte sig under overfladen, gav versene en uforglemmelig fornemmelse af skønhed. Det tilførte lag vi afdækkede viste, at det var præcis hvad Rumi talte om – den dybe sandhed der kommer af “ikke at vide”. Eksemplet er fra det andet digt i denne bog med titlen “Jeg er Månens Tjener”.

I starten var det svært at tro, at Rumi skjulte dette tilføjede lag. Vi tjekkede hvert ord omhyggeligt, igen og igen. For Farzad og Mitra var det et chok at se denne nye betydning i et digt, der havde været som en gammel ven for dem. Det tog tid at vænne sig til, at deres gamle ven havde levet et hemmeligt liv.

Dette skete ikke bare én gang. Vi fandt et tilføjet lag i alt, hvad vi valgte. Så vi begyndte at se efter digte, som syntes endnu mere mystiske. Hvad gemte de? Og det var her, vi begyndte at støde ind i poesi, der syntes at være skrevet til os.

Et andet godt eksempel er fra “En historie der ikke kan sættes i tale”. Digtet begynder sådan her:

Hele digtet handler om, hvordan Rumi skjuler historien, han fortæller på en sådan måde, at “outsidere” ikke kan forstå, hvad han siger. Afdækningen af dette ekstra lag i hans ord føltes, som om han talte til os personligt. Han inviterede os indenfor. Vi var ikke længere outsidere.

Da vi følte os lidt mere modige, begyndte vi at søge efter digte, som syntes næsten fuldstændigt uudgrundelige. Det var der vi løb ind i en række digte, hvor Rumi taler om nogle åndelige væsener, som han kalder “De Tavse” (The Silent Ones). Vi har arrangeret disse tre digte i nøjagtig den samme rækkefølge, som de kom til os i. Digtenes numre viser, hvor tilfældigt de er placeret i Divan-I Shams. Inden vi begyndte at oversætte hver enkelt af dem, havde vi ingen idé om, hvad de handlede om.

Vi så, igen og igen, at Rumi antydede noget og skjulte en åndelig lære i sin digtning, som rækker udover religion og filosofi til kilden, der er inspirationen bag alle religioner og filosofier. Det er præcis hvad Rumi siger åbent i introduktionen til hans Mathnawi:

Denne Masnavi handler om Religions rødders, rødders, rødder. Den beskæftiger sig med afsløring af mysterierne omkring åndelig virkeliggørelse og vished, som er den største videnskab om Gud, såvel som den klareste vej og Hans mest synlige udtryk.[1]

Det Rumi siger her, kommer endnu klarere frem i hans Divan-e-Shams.

Det er almindeligt kendt, at der flyder et dybt åndeligt bud­skab gennem linjerne af Rumis Poesi. Tusinder har beskrevet denne følelse. Den fornemmelse af skønhed, der dukker op bag et slør af ord, er det der drager så mange mod ham.  Denne følelse er stærkest i Divan-e-Shams.

Disse digte er ofte beskrevet som udtryk for ekstase, og til­stande af guddommelig nåde, der overvældede Rumi med en sådan kraft, at han spontant sagde ordene højt. Nogle har endda antydet, at han til tider kun mumlede or­dene, mens de blev noteret af hans studerende, og at dette er grunden til, at versene synes at springe rundt fra ét dybfølt øjeblik til et andet. Imidlertid tegner disse nye oversættelser et andet billede.

Fra første til sidste ord i hvert digt fortæller Rumi en en­kelt historie. Vi ser én der er fuldt bevidst om sine ord i takt med, at han sætter dem sammen. De kan være sagt spontant, men han har en utrolig evne til at se sine linjers fulde sammenhæng, før han begynder. Han ved fra begyndelsen, hvor han vil hen. Og med de sidste ord opsummerer han ofte den åndelige lektion han giver en antydning af. Hvert digt er vævet som et helt klæde. Det er ikke en samling pikpak.

Der er også nogle utrolige situationer, hvor han tydeligvis taler ud fra en høj åndelig tilstand, mens han er fuldt bevidst og til stede hos de mennesker, der på samme tid lytter til ham. Foruden at hans strofer er rige i deres rytme og rim. At være i stand til at tale spontant på denne måde er en utrolig be­drift. Ved blot at skildre ham som hensunken i ekstase, overses hvil­ken mester han er i at væve noget sammen, der når mange niveauer. Ja, han beskriver ekstatiske tilstande, men der er så meget mere skjult under overfladen, der binder alle trådene sammen.

Vi står herefter tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor skjuler han så sin lære? I starten antog vi, som så mange andre, at han gjorde det, fordi det på hans tid var for farligt at sige det åbent. Ud fra disse nye oversættelser er det nu tydeligt, at det var forkert.

Rumi har en langt vigtigere grund til at skjule dette bud­skab: Det er en fortælling, der ikke kan forstås mentalt. Hvis vi forsøger at forstå det på den måde, vil vi overse det. Den åndelige vej han beskriver, udfolder sig gennem en forbindelse, der løfter sløret for os – som mellem elskende – kun når vi åbner os og lærer at stole på livet selv. Og ligesom en hemmelighed mellem elskende er den ikke tiltænkt uden­forståendes ører.

At arbejde med denne bog, og afdækningen af dens skatte, har været et eventyr for os – et eventyr, der har forandret os. Vi håber, at disse sider vækker Rumis lære til live for jer også.

Nogle få bemærkninger om at læse denne bog:

I den engelske oversættelse af digtene vil du finde nogle ord i parenteser. Det er ord, som vi håber, vil hjælpe læsere med bedre at følge digtets historie-spor, som det vender og drejer sig. Vi føler, at disse tilføjede ord er uløseligt forbundet med det Rumi siger. En bogstavelig oversættelse ville ude­lade dem, men i denne bog forsøger vi at løfte sløret for den skjulte lære, så vi føler, at det hjælper med til at vise, hvad Rumi usynligt væver ind i sammenhængen mellem ordene.

Efter nogle digte, og den tekst som følger efter, vil du finde farsi kalligrafi i en ramme efterfulgt af ord på dansk. I hvert enkelt tilfælde repræsenterer farsi-teksten to linjer fra digtet du lige har læst. Og det danske er en oversættelse af de linjer.

Vi foreslår, at man læser hvert digt først. Læs derefter ka­pitlets tekst. Gå så tilbage og læs selve digtet igen. Alt I tek­sten, og meget mere, er indeholdt i digtet. Rumi formår at sige uendelig meget med ganske få ord. Hans poesi trækker os væk fra kysten ud i et endeløst hav. Hvordan kan man med ord fange det oceans dybder?

—Doug Marman

Klik på dette link for at downloade et længere uddrag

---

[1] Rumi, The Mathnawí of Jallal’uddin Rúmí, Bind I og II, oversat af
Reynold A. Nicholson, p. 3. Redigeret af Doug Marman.